Lidt om foreningen
Vi er 18 andelshavere med børn i alle aldre, og mange barnlige sjæle og måger på taget. Duerne er skræmt væk. Vi er glade for at bo her og håber, at du også vil falde godt til her.
ABF Mejlborg blev dannet i år 2005 og er derfor en relativ ung andelsboligforening. Det betyder, at der over de seneste år, er lagt mange kræfter i at skabe et godt bæredygtigt miljø såvel fysisk som socialt.
Mejborg er en charmerende ejendom med sin egen personlighed. I det følgende finder du nogle praktiske tips, som gør hverdagen i Mejlborg lidt nemmere for os alle sammen. Måske får du endda svar på spørgsmål, som du ikke engang vidste, du ville stille.
Hjemmeside
Vi har et intranet, som fungerer som en opslagstavle. Du får mails, når der er nogen, der slår noget op. Log på mejlborg.dk, så du holder dig opdateret om husets gang, og nye ansigter, lukning af vand og så videre.
Vicevært
Vi har ikke en vicevært, så hvis noget går i stykker, eller mangler batteri, så skift det – eller henvend dig til bestyrelsen.
Lås af hoveddøren
Der er flere indgange, bagdøre og kældredøre, og derfor mange døre, som vi skal låse efter os. Døren på Kystvejen 65 skal have et ekstra tryk, når man lukker døren. Der er ofte stærk vind fra Kystvejen, så vær opmærksom på at trække døren i. Når der smækkes, så hopper den op igen. Der har før været ubudne gæster, så sig det også til dine indbudte gæster, når du lukker dem ind.
Fælles tagterrasse
Der er adgang til den fælles tagterrase via døren til venstre for Kystvejen 65 4.4. Tagterrassen skal være en lille fri oase i vores hverdag, hvor vi kan mødes og slappe af med udsyn over byens tage. Havemøblerne olieres engang om året til arbejdsdagen. Sluk det udendørs lys efter dig- og rengør bordet/grillen efter dig. Tagterrassen står til fri afbenyttelse for alle andelshavere i foreningen mod at de overholder følgende ordensregler:
- Man holder god orden på terrassen. Det vil sige, at man rydder op efter sig selv og sørger for at passe på de fælles møbler, blomster mv. Grillen rengøres og dækkes til igen, og bordet tørres af med en klud, så det står klar til dine naboer.
- Man generer ikke naboerne med støj – såsom høj musik.
- Tagterrassen er til hygge- ikke fest. Efter kl 22 er den kun til dæmpet samtale.
- Rygning er strengt forbudt.
Tårnet
Der er adgang til tårnet via døren til venstre for Kystvejen 65 4.4 og ind af hobbitdøren i muren i enden. Træd forsigtigt – der er langt ned. Rygning er strengt forbudt.
Stole
Har du fest eller gæster? Vi har indkøbt klapstole, som befinder sig på loftet til fri afbenyttelse. Skriv blot på mejlborg.dk i tilfælde af, at andre også holder julefrokost/barnedåb samme dag.
Arbejdsdage
Vi har to arbejdsdage om året. De. plejer at være sidste søndag i april og sidste lørdag i september. Arbejdsdagene er en dag med både praktisk arbejde og socialt samvær – og en perfekt mulighed for at lære dine naboer bedre at kende. På arbejdsdagene bliver huset vedligeholdt og fællesområder forskønnet. Alle andelshavere er forpligtet til at deltage på arbejdsdagen eller færdiggøre en opgave inden arbejdsdagen. Opgaven aftales med bestyrelsen. Ved afbud koster det 1000 kr., som går til madkassen.
Pas på vores opgang
Opgangen vores fællesareal, som udgør en værdi for en enkelte andelshaver. Vores opgang er skrøbelig og dyr at vedligeholde, så vær venlig at udvise forsigtighed, når du fragter ting ind og ud (f.eks. i forbindelse med flytning).
Dørkode til gården
Dørkoden til porten er 0-1-92 E (92 , som husnummeret og E for “Enter”). Det er også muligt at komme ind i gården med barnevogne og cykler via. nabogården. Dørkoden til nabogården er: 0-1-90 # ( 90 , som husnummeret).
Barnevognsrum
Der er mange små ansigter i Meljborg, og derfor har vi lavet et rum kun til barnevogne og klapvogne ved siden af vaskekælderen. Det er ikke til opmagasinering, men til daglig benyttelse til parkering af børnevogne, så opgange, trapper og ind- og udgange er fri.
Bagtrapper
Det er ikke tilladt at opbevare noget på bagtrapper, da de er brandudgange.
Vaskekælder
Der betales 25 kr. pr. person i lejligheden om måneden til vedligeholdelse af maskinerne.
Fest
Hvis du planlægger at holde fest, bedes du informere dine naboer i god tid ved opslag på mejlborg.dk.